Velkommen

Brian Degn Mårtensson

Pædagogisk filosof, forfatter og foredragsholder

briandegnmaartensson@gmail.com

"Vi er blevet givet et liv, og derefter er der ikke nogen manual."

 

Pædagogikkens åbne spørgsmål

 

De første store pædagogiske tænkere (eksempelvis Locke, Rousseau og Kant) var filosoffer, der også var store politiske tænkere. Sammenknytningen af pædagogik og politik var ikke tilfældig, idet pædagogik er samfundsskabende, og altid vil være normativ. Opdragelse og dannelse er meningsløse begreber, hvis man ikke har en diskussion om, hvad man skal opdrage eller danne i og til. Dette var tidligere – med skiftende fokus – det afgørende debatfelt i den pædagogiske teori. Imidlertid har denne debat altid været kompleks og – grundet en altid ubestemt fremtid – umulig at afslutte. På denne side kan du finde holdninger til, hvordan vi kan arbejde teoretisk med sådanne grundlæggende pædagogiske spørgsmål, samt nogle bud på, hvordan vi kan handle i praksis - trods disse mange åbne og svære spørgsmål.

Ny kronik: Danmarks største udfordring

 

I den vestlige verden har der i 20 år været en stærk uddannelsespolitisk trend, der har gjort op med demokratiets forudsætninger. Ansatserne hertil kan faktisk spores helt tilbage til efterkrigstidens reformpædagogiske strømninger, men det var først efter årtusindeskiftet, at et endeligt opgør med oplysningsfilosofi og humanisme kom i mål.

 

Vi oplevede nemlig her, at en alliance mellem bestemte forskningsmiljøer, målrettede uddannelsespolitikere og teknikbegejstrede embedsmænd på kort tid afkoblede næsten hele vores kulturhistorie for at skabe et tusindårsrige med lighed, vækst og velstand.

 

Vi fik konkret skabt fundamentet til en stærk konkurrencestat i form af en række reformer, der skulle tilvejebringe målrettede, innovative og lydige medarbejderborgere. Eksempler herpå er læreplanerne i børnehaven, skolereformen, reformerne af lærer- og pædagoguddannelserne samt en række forsknings- og universitetspolitiske ændringer.

 

 

Blog:

Mellem os

 

 

 

 

 

"Når mennesker skal bo sammen på en klode, i et land eller i et lokalsamfund, er det både naturligt og nødvendigt, at der må etableres nogle regler og normer for, hvad med man individuelt og kollektivt kan tillade sig at gøre. I de vestlige demokratier har man – bl.a. inspireret af oplysningstiden og humanismen – traditionelt tilstræbt at placere formelle, nødvendige påbud og forbud i mellemrummet mellem mennesker, dvs. de steder, hvor vores handlinger potentielt mødes i konkret form. Til gengæld kan den enkelte tænke, føle og synes, som vedkommende vil. Denne begrænsning af styring til rummet mellem os har ført os langt, og ingen kan benægte, at vi især i Danmark har formået – i hvert fald periodisk – at etablere et samfund, hvor både velstand, lighed og frihed har haft relativt gode kår.”