Velkommen

Brian Degn Mårtensson

Pædagogisk filosof, forfatter og foredragsholder

"Vi er blevet givet et liv, og derefter er der ikke nogen manual."

 

Pædagogikkens åbne spørgsmål

 

De første store pædagogiske tænkere (eksempelvis Rousseau, Locke og Kant) var filosoffer, der også var store politiske tænkere. Sammenknytningen af pædagogik og politik var ikke tilfældig, idet pædagogik er samfundsskabende, og altid vil være normativ. Opdragelse og dannelse er meningsløse begreber, hvis man ikke har en diskussion om, hvad man skal opdrage eller danne i og til. Dette var tidligere – med skiftende fokus – det afgørende debatfelt i den pædagogiske teori. Imidlertid har denne debat altid været kompleks og – grundet en altid ubestemt fremtid – umulig at afslutte. På denne side kan du finde holdninger til, hvordan vi kan arbejde teoretisk med sådanne grundlæggende pædagogiske spørgsmål, samt nogle bud på, hvordan vi kan handle i praksis - trods disse mange åbne og svære spørgsmål.

Ny artikel: 200 års skoletraditioner gjorde os rige - nu gør folkeskolereformen os fattige

 

 

I løbet af 200 år har vores skoletraditioner spillet en nøglerolle forandringen af Danmark fra fallitbo til skandinavisk paradis. Det er via pædagogikken vi har overført og forfinet en række samværsformer og forestillinger fra en generation til en anden, og netop her ser vi kimen til det danske samfunds succes: En fortælling om verden via fag, en fortælling om folkelighed, en fortælling om tillid og menneskeværd.

 

Blog:

Bør en lærer prale?

 

 

 

 

 

Det egentlige værdifulde i lærergerningen kan ikke rigtig måles og vejes, kun mærkes i det levede liv. En tåre i øjenkrogen i musik, en følelse af glæde i matematik, et minde for livet på lejrturen. Faktisk præcis det samme gør sig gældende for andre tjenere og kunstnere. Der er visse ting, der kan læres, men det vigtigste skal blomstre mellem mennesker i et evigt skiftende nu.

 

En lærer bør ikke prale. En lærer bør være ydmyg i mødet med eleven og kulturen, og derfor arrogant i mødet med de kontrol-religiøse nysprogsryttere. Sådan er det. Den pralende lærer vil – uanset, hvad vedkommende selv måtte bilde sig ind – altid underlægge sig konkurrencestatens optagethed af målbar performance. Herved bliver eleven en genstand, ikke en elev, mens læreren bliver en instruktør, ikke en lærer.